Information om
Anholt
På øen i havet har vi udsigt til resten af verden. Fra bakkernes kamme eller Ørkenens klitter er hele synsfeltet mættet af himmel, hav og landskab. Der er fri færdsel til fods overalt, bortset fra husdyrfolde og private ejendomme. I Ørkenen kan man gå hvor man vil, og det er let at orientere sig efter Fyret mod øst og Radartårnet mod vest.
Oppe på Nordbjerg går Kærlighedsstien/Nordbjergstien mellem byen og havnen med udsigt til Ørkenen og Flakket. Fra Anholt havn kan man gå til Sønderbjerg enten langs Vesterstrand eller op ad havnebakken og lige efter Radarvej går der en sti ind til højre ind gennem den urørte skov Wilhelminelyst/Vesterskov, der kan man følge afmærkningen hele vejen gennem skoven til hovedgrøften, for derefter at gå til højre ud mod Thierrys Kors på Vesterstrand. Fra Thierrys kors - cirka midtvejs – er der en smal sti oppe langs klitkanten resten af vejen til toppen af Sønderbjerg.
Fra Sønderbjerg fører en trappe ned til Sønderstrand. Stien fortsætter også oppe på toppen rundt om Sønderbjerg og ender i vejen fra Sønderstrand tilbage til Anholt by.
Begyndelsen
Da den sidste isbræ for mere end 12.000 år side forlod det der senere blev til Danmark, efterlod den blandt meget andet en rodet bunke sand, grus og sten, hvor vi i dag har Anholt. Siden har strøm og vind i fællesskab modelleret Anholt. Høj og skarp mod vest, hvor ishavets bølger har slået op mod kysten. Flad mod øst, hvor strømmen har lagt sandet i takt med at øen steg op af havet. Bulet hvor vinden har blæst løst sand sammen i klitter. Anholts natur rummer både det vilde øde og den milde frodighed, men først og fremmest er der fred ude midt i Kattegat. Der er på Anholt alle muligheder for at nyde den enkle ro, som netop i dag er så eftertragtet. En række fredninger og dermed formulerede regler for færdsel på øen kan, hvis de overholdes, også fremover beskytte Anholt mod at blive elsket ihjel.
ØRKENEN
”Ørkenen” er et stednavn, ikke en landskabsbetegnelse. Området var for mange hundrede år siden fyrreskov, og Ørkenen blev faktisk indtil langt op i 1800-tallet kaldt for ”Skoven”. Et tredje navn ”Højene” (Heven) er brugt helt op i vor tid. Landskabet er i dag en blanding af moseområder, birkelunde, stenrevler, klitter og sletter. Spredt i landskabet står enebærbuske. Sletterne er mange steder delvist dækket af revling og sandskæg. Lyng og klokkelyng er noget mindre udbredt. Især i den sydlige halvdel vokser små pile arter. På de fugtigste steder står kæruld, i et par afgrænsede områder vokser orkideen plettet gøgeurt og den lille insektædende plante soldug. Det er først og fremmest de små bitte laver - lichener – i Ørkenen, som kan tage æren for at området er fredet. Op mod 280 arter, mange specielle og sjældne, vokser på sandet og samler deres næring fra luften. Lav trives kun i ren luft og på Anholt er forsuringen minimal. Den faglige betegnelse for landskabstypen er lavhede og grå klit – de mest næringsfattige landskabstyper der findes i Danmark.
Det var behovet for brændsel til øens fyr og boliger, som i sin tid førte til at Ørkenen blev bar og lagt øde. Siden groede den sydlige del af området til, fordi nye sommerhusgrunde blev plantet til med bjergfyr som spredte sig med vestenvinden. En fjerdedel af Ørkenen var efterhånden ved at gro til som fyrrekrat. For at undgå tilgroning af heden foranstaltede Århus Amt og EU i 1995-96 en stor rydning af bjergfyr i Ørkenen. Rydningen bliver vedligeholdt med håndlugning af de små selvsåede fyrretræer. Udviklingen i området bliver overvåget af Københavns Universitet, der undersøger floraens og især lavernes tilstand og udvikling.
FÆRDSEL
Størstedelen af ørkenen blev fredet allerede i 1939. Det skete ud fra ønsket om at områdets storslåede og særegne natur blev bevaret, både af hensyn til befolkningen og af naturvidenskabelig interesse. Senere blev skrænterne på Sønderbjerg, Nordbjerg, Vesterklit og Kærlighedsstien også fredet, så i alt 1881 ha af Anholt er nu fredet. Fredningerne giver myndighederne ret til at foretage naturpleje og indeholder bestemmelser om beskyttelse af naturen, ligesom de regulerer publikums adgang. Man kan sagtens gå i lavheden, uden at skade den. Laverne tåler en let og lejlighedsvis belastning. Men så snart mange mennesker vælger at gå det samme sted, dør lavet og sandet bliver løst.
Også cykling og i særdeleshed mountainbikes er alt for hård en belastning og er med til at ødelægge Anholts unikke natur. Alle former for motorkørsel er totalt forbudt i Ørkenen og på alle strandene medmindre man har en særlig tilladelse til kørsel i forbindelse med arbejde.
Al form for turistkørsel er forbudt i henhold til fredningsbestemmelserne.
Sommerhusejere, campister, sejlere og andre gæster er, ved at respektere fredningens regler om at turen til Anholt fyr foregår til fods, med til at bevare strandene og Ørkenenens dyreliv og særegne flora, som et sted fri for motorkørsel. Landet er fuldt af steder, hvor man med god samvittighed kan lade sig transportere med motor på – Anholts fredede del er ikke et af dem.
Tekst Lotte Wissum Abildstrøm & Morten Abildstrøm
Hvordan Kommer vi til Anholt?
Overnatning på Anholt?
