Tja, hvis det er storcentre og gågader med halogenbelyste butikker, du leder efter, så nej.
Men glem nu bare modetøj, designerprodukter og mærkevarer for en stund, og sæt pris på en velassorteret Dagli’Brugsen, der har åbent året rundt.
I den lunere del af året bliver den suppleret af Købmanden Ved Havnen, og du kan nyde friskbagt bagerbrød og sprøjtefrit gartnergrønt fra Anholt Bageri & Gartneri.
Det nærmeste, du kommer shopping, er hos Bellevue Anholt, hvor Carsten har alt til den lille eller helt store værtindegave eller hos Mor Henny, der vist bare har alt.
Mangler du lige en skrue eller en bøsning er der altid åbent hos Mester Jacobs Byggemarked, og så kan du vælge at fylde det sidste af kurven på Dørken med Jakobs verdensberømte Anholt Gin - eller med lokalt øl fra Anholt Bryghus.
Kig også efter små loppemarkeder og bytteboder eller æg og marmelade i vejkanten, og leder du efter alt til dit kæledyr, så kig forbi Anholt Dyreklinik på havnen.
Husk, hvis ingen har lige det, du skal bruge, så mangler du det nok ikke 🙂